top of page

Tips til dit firbenede familiemedlem

Friluftsrådet har en kampagne - Flink af Natur.

Kampagnen skal minde os om, der skal være plads til alle i naturen.

Det er der, hvis vi viser hensyn til naturen og dem, vi møder derude

Klik på linket - for at komme til kampagnen

3 gode grunde til at holde hunden i snor

1. Pas på naturens vilde dyr og fugle

Selvom din hund er sød, er den et rovdyr, der følger sine instinkter. Den vil jage og skræmme hareunger, egern, fugle og råvildt. Derfor siger loven, at din hund ikke må være løs i naturen. Pas på dyrelivet og naturen, når du besøgere den med din hund.

Det gør du, når du holder hunden i snor.

2. Gør mennesker, du møder, trygge og glade

Selvom din hund ikke gør nogen noget, er det ikke sikkert, at andre børn og voksne, deler din kærlighed til den firbenede. De forstår måske ikke dens hilsen og de bliver utrygge eller bange, når de møder den. En tur i naturen skal være en god oplevelse for alle.

Du tager hensyn til andre, når du holder hunden i snor.

3. Pas godt på hele familien

Selvom din hund kan lide at løbe frit omkring, betyder det også, at der er risiko for, at den kommer til skade i trafikken, naturen eller i mødet med andre hunde. Der er ingen grund til at gå og være bekymret i naturen, for dem du holder af.

Du behøver ikke bekymre dig, hvis du holder hunden i snor.

Sjove aktiviteter for din hund i snor

Lad hunden bruge kroppen:

Hunden er skabt til at bevæge sig i forskelligt terræn. I skoven er der mange muligheder for, at din hund kan bruge kroppen, øve kropskontrol og styrke muskler og led. Lok hunden op på større sten eller træstubbe. Lad den gå balance på væltede træstammer. I kan også springe over en stamme eller kravle under grene. Når I er rigtigt gode, kan I også øve 'sit' og 'læg dig' på træstammer mm. Motion og bevægelse gør turen afvekslende og spændende for både hund og ejer.

Lad hunden bruge hovedet:

Hunden er et flokdyr, som godt kan lide at holde sammen på sin familie. Hvis I er to eller flere på tur, så er gemmeleg i skoven en sjov aktivitet. Den ene holder hunden i snor og den anden løber væk og gemmer sig. Kald eller fløjt på hunden et par gange og sid så helt stille i skjul. Lad hunden - i line - lede vejen til den forsvundne person. Hvis hunden skal have hjælp, kan man kalde et par gange, men prøv at være stille - hunde er overraskende gode til at bruge deres øjne, ører og lugtesans og finde de forsvundne. Byt og gentag den sjove øvelse.

Lad hunden bruge næsen:

Hunden er et rovdyr,  og dens lugtesans er den mest udviklede sans. Tag hundens yndlingsbold, legetøj, dens foder eller lækre godbidder med på skovtur og lad hunden bruge næsen til at finde dem. Hvis hunden er glad for sit foder, kan den lede efter det i skovbunden - i snor - mens du selv nyder en lille pause. Bold og legetøj kan gemmes på turen - både på jorden og under blade, men også bag en busk eller på en gren. Vis hunden hvad den skal lede efter, gem det så og gør det gradvist sværere.

bottom of page